Skal min hund sige hilse på andre hunde?
Det gode hundemøde: Kvalitet frem for kvantitet
Mødet mellem hunde er et vigtigt emne, som vi drøfter på alle mine hold. Hunde er meget sociale væsener, og det skal vi absolut have i mente i vores omgang med dem.
Som med al hundetræning er der ikke noget definitivt svar på, hvordan hunde skal møde hinanden, eller hvor mange hunde de skal hilse på. Især med hvalpe skal vi huske på, at det i høj grad er kvaliteten af møderne med andre hunde, der er vigtig – og i mindre grad antallet af hunde, den møder.
Det handler om at give hvalpen gode og positive oplevelser. Det opnår vi ikke nødvendigvis ved at hilse på så mange som muligt. Tværtimod kan det øge risikoen for "dårlige møder" og skabe stress hos hvalpen. Hvad det gode møde præcist er, drøfter vi i dybden på mine hvalpehold.
Respekter din hunds personlighed
Hunde er ligeså forskellige som os mennesker, når det kommer til at være sociale. Nogle hunde har ganske enkelt ikke et stort behov for at hilse på fremmede. Forsøger vi som ejere at presse dem til det alligevel, kan vi komme til at påføre dem unødig stress.
Det kræver, at vi bliver dygtige til at aflæse vores hunds signaler. På den måde kan vi forstå, hvordan den reelt har det i situationen, og hvad den har lyst til.
Ro på gåturen uden kontakt til alle
Endelig er der en stor fordel i at lære sin hund, at vi ikke behøver at hilse på hver eneste hund, vi møder på vores vej. Mange hundeejere oplever, at deres hund trækker voldsomt mod andre hunde og fuldstændig mister fokus på ejeren, så snart der er andre hunde i nærheden.
Der kan være flere årsager til denne adfærd, som kræver en nærmere analyse. Men det handler ikke om, at hunden aldrig må hilse – blot om at lære den, at man godt kan passere andre hunde i ro og mag uden altid at skulle fare hen til dem.

