Hvor meget skal jeg træne med min hund?
Hvor meget skal jeg egentlig træne med min hund?
Hvis man vil lære sin hund hverdagslydighed som "gå pænt" eller indkald ("kom") – eller træne op mod en konkurrence – kræver det, at man får trænet med sin hund. Uden træning sker der desværre ikke så meget.
Men hvor meget skal man egentlig træne for at se resultater?
Der er ikke ét simpelt svar, men som tommelfingerregel skal vi faktisk ikke træne særlig længe ad gangen.
Træningen skal være en fest
Træning skal for både hunden og os selv være en sjov, dejlig og fokuseret aktivitet, som begge har lyst til at gentage dagen efter. Er hver eneste træningssession en fest, bliver det også den association, hunden får med træningen.
Alle, der har stået på en træningsbane, har oplevet, at hunden pludselig kan "gå kold" og fuldstændig miste fokus – også selvom den for et øjeblik siden var knivskarp. Hunden har ikke glemt, hvad den har lært; den sender blot et klart signal om, at hjernen er fyldt op, og at vi har trænet for længe.
Risikoen ved at træne for meget
Træner vi for længe eller for ofte, risikerer vi at presse hunden. Så opnår vi det modsatte af vores ønske: Træningen bliver forbundet med noget træls. I sidste ende kan for langvarig træning føre til overtræning og en hund med lav lyst til at samarbejde.
Stop mens legen er god
Det er altid en god idé at slutte en træningssession, mens motivationen og fokuset er på sit højeste. Når det går godt, har mange af os dog en tendens til lige at ville prøve én gang til: Lige én apport mere. Lige ét mere sit.
Det er helt unødvendigt! Har din hund f.eks. linet op til én smuk apportering, er det perfekt. Hunden har fanget pointen, så ros den, og afslut træningen på en succes.
Korte træningspas giver bedst indlæring
Det er begrænset, hvor længe en hund kan opretholde dyb koncentration. Meget korte træningspas med gode pauser sikrer, at hunden har fuldt fokus, hvormed I opnår den absolut bedste indlæring.
Forudsætningen for god træning er selvfølgelig også et velopbygget træningsprogram, der uddanner hunden i det tempo, den kan følge med i. Det arbejder vi i dybden med på mine hvalpe- og unghundehold.

