Miljøgeneralisering af træning

Forestil dig, at du har lært at spille guitar (måske har du allerede det!). Du har øvet dig hjemme i stuen, og du kan spille og synge et par sange. Ikke fejlfrit, men det lyder fint.

Du har måske spillet foran et par venner og din familie, men heller ikke mere. Det går skidegodt, tænker du. Du tilmelder dig derfor et talentshow, hvor du skal synge og spille foran 300 mennesker på en rigtig scene.

Du møder op til talentshowet og stiller dig op på scenen. Du er nervøs. Du sveder i hænderne, og dine fingre stivner. Du har spotlight lige i hovedet og kan ikke rigtig se guitaren, eller hvor du sætter dine fingre. Folk snakker og råber, og hverken din stemme eller guitar lyder som derhjemme. Dine akkorder lyder knap så godt, og du rammer ikke tonerne.

Øv, tænker du. Måske har jeg det ikke i mig...

Det er her, vi stopper op! For hvad gik "galt"?

Du er en fin guitarist, og du synger udmærket. Du har bare ikke lært at spille og synge roligt med de ekstremt mange indtryk, der er på en scene. Måske skulle vi have startet med at spille i et hjørne af det lille lokale værtshus. Og når det gik godt, så på den lokale café. Og så videre... Stille og roligt oparbejder du evnen til at spille og performe, selvom der sker meget omkring dig, og du bliver lidt nervøs.

Og hvad i alverden har det med hundetræning at gøre?

Når vi skal træne vores hund til at "performe" forskellige steder, er principperne de samme. Vi har alle oplevet, at vores hund relativt nemt kan lære tricks og øvelser hjemme i stuen.

Men så snart vi er et nyt sted, er det, som om vores hund har glemt det, vi har lært den. Og det har din hund slet ikke.

Vi starter med at øve guitar hjemme i stuen, fordi det er roligt og trygt. Vi kan fokusere, og vi kan slappe af, mens vi øver os. Det giver grobund for at lære de grundlæggende akkorder.

Det er det samme, vi gør med vores hunde.

Men bare fordi vi kan øvelserne i stuen, er det ikke lig med, at vi kan dem andre steder på samme niveau. Hver gang vi er et nyt sted, er der nye lyde, indtryk og forstyrrelser. Det kan slå os ud af kurs. Der er nye ting at holde øje med og være opmærksom på, og det efterlader mindre plads til fokus, koncentration og ro.

Derfor skal vi arbejde med "miljøgeneralisering" af vores træning.

Når vi "generaliserer" en øvelse, betyder det, at hunden kan øvelsen mange forskellige steder. Den kommer f.eks. på et indkald både derhjemme, i haven, på gåturen, i parken osv.

Fordi en hund kan et indkald ét sted, er det ikke lig med, at hunden kan det andre steder. Hunde er meget kontekstafhængige. Vil vi have et godt indkald i mange miljøer, er vi nødt til at træne indkald i mange miljøer.

Start med at blive dygtige til indkald derhjemme. Flyt herefter øvelsen ud på den anden side af hækken. Træn øvelsen op igen fra start. Når I er dygtige her, så flyt øvelsen et nyt sted hen og start forfra. Hver gang vi gør det, generaliseres indkaldet mere og mere. Og til sidst kan vi kalde vores hund til os næsten alle steder.

Kræver det tålmodighed? Ja, absolut! Men der er næsten heller ingen musikere, der stiller sig op på den store scene på dag 1 og performer til perfektion. De har øvet sig på at spille den samme sang alle mulige steder, indtil de bare kan svinge guitaren over skulderen og spille, ligegyldigt hvor det er, og for hvem det er.

God træning!